Gå videre til hovedindholdet

Om Havehjernen - og haven


Haven
Denne blog handler om årets gang i en lille have i landsbyen Ballum ude vestpå, ved Vadehavet. Det er på mange måder en udfordring at lave have her: Vinden blæser altid - og tit kraftigt! Der er salt i luften. Jorden er tung og lerrig. Solen står på hele dagen - men der er fuld skygge fra sidst på eftermiddagen. Udsigten er flot, med 180 grader vue ud over marker og skov, som man gerne vil bevare - men samtidig ønsker man læ og privatliv i haven. Det er et fritidshus, så der kan ikke vandes, nusses og passes i tide og utide. Og der er sikkert en masse andre bindinger vi har glemt nu...

Ønsket var en have, der var nem at vedligeholde og som kan give max nydelse i form af blomster, lidt frugt og grønt, skiftende farver, fugle og insekter. Det er sådant set lykkedes! Men der er så mange detaljer og valg som efterhånden blev svære at huske. Hvornår flyttede man hvad, hvorhen og hvorfor? Hvad lykkedes og hvad lykkedes ikke? Derfor denne haveblog!

Desuden er det faktisk ganske sjovt at se hvordan haven udvikler sig over tid og gennem årstiderne - kender du det?

Grunden
Grunden er ganske lille og består af en forhave, der idag er befæstet med herregårdssten, et bed langs den østvendte gavl langs indkørsel, og endelig selve haven på små 100 m2, hvoraf de 65 består af en terrasse -også med herregårdssten. Alt i alt et højintensivt havebrug - velkommen til!





Havemanden

Hjernen bag HAVEHJERNEN hedder Henrik Mikaelsen. Jeg er årgang 1970, uddannet arkitekt MAA fra Arkitektskolen i Aarhus, By & Landskab. Har en fortid som møbelsnedker, som bla. har ført mig forbi Aalborg Teaters Snedkersal, men jeg er vist ikke nogen handyman - nok mere generel life hacker. Nu fyldes dagligdagen af job som projektleder og proceskonsulent. Jeg er så også havemand - en af den slags, der ikke interesserer sig for latinske plantenavne, men som har en dyb facination af menneskeskabt natur - både i form haver og landskab. Strukturer, former, farver og processer, som vi ser det omkring os overalt. Det har altid interesseret mig, men jeg har først fået fingrene i jorden for nogle år siden. Og har fået lyst til MEGET mere!



 

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…